golden, gate, bridge

San Francisco

Hvis man tager et fly fra Billund klokken 9, så kan man være i den velkendte amerikanske by, San Francisco, ved 10-tiden om aftenen, 8500 km hjemmefra. Med to landinger i henholdvis KBH og NewArk (New York) tager det ca. 20 timer alt i alt for hele turen, og så bliver der endda serveret mad undervejs. Så det gjorde vi! Man skal værne sig lidt med tålmodighed, for turen til NewYork tager 8-9 timer, hvor det mest interessante undervejs er udsigten over Grønlands kyst. Den er til gengæld også virkelig imponerende og flot. Jeg fik helt lyst til at gå rundt dernede og kæmpe mig igennem sneen, men Joachim mente, at det nok ville være for koldt!

Så vi valgte at blive siddende på flyet og fortsætte til San Francisco, hvor solen indtil videre har brændt uafbrudt hver dag i en uge. Og det skulle den ifølge vejrudsigten blive ved med et godt stykke tid endnu! Og når det er sådan et vejr, så er det jo den største fornøjelse at gå rundt i byen. Og gået rundt, det må man sige, at vi har.

Stort set hver dag har vi vandret dusinvis af kilometer igennem byens lange gader, som strækker sig i det uendelige fra San Francisco Bay til Stillehavet på vestkysten af byen. Vi har de fleste dage taget B.A.R.T (Bay Area Rapid Transit) til centrum og stået af ved Powell Street st. hvorfra vi har gået byen rundt. Vores destinationer har været forskellige fra dag til dag – bl.a. Golden Gate Bridge, Fischerman’s Wharf, Golden Gate Park og Twin Peaks. Det er dagsture alle sammen med garanti for svedige t-shirts og ømme fødder.

 

golden, gate, bridge

Golden Gate Bridge, San Franciscos ubetingede mest velkendte symbol.

Golden Gate Bridge havde vi egentlig snakket om, at vi skulle vente med at se, men da vi stod ved den nordlige havn den første dag, kunne vi ikke dy os for at gå langs havnen til den flotte bro. I 1937, da broen stod færdig, var det den længste hængebro i verden. Selve broen er 1280 meter lang, og den er frit tilgængelig for fodgængere og cykelister, der vil gå sig en flot tur over udmundingen af San Francisco Bugten. I dag er Verrazano-Narrows hængebroen i New York City den længste i USA. Så den skulle vi sædfølgelig lige have et nærmere kig på!

Der er stadig et stykke til broen, men hva' pokker!

Der er stadig et stykke til broen, men hva’ pokker!

Fischerman’s Wharf er et andet populært sted i San Francisco. Det ligger stik modsat Golden Gate Bridge i den anden ende af strækningen ind mod bugten. Stedet er et sand mylder af mennesker, turister, musikere og gade-entertainere i alle afskygninger. Man skal virkelig skære sig igennem menneskemængden, men det er jo en del af charmen. Desuden så lægger mange rigtig flotte sejlskibe anker her, traditionen tro da sømænd jo skal have nogle ting ordnet, når de endelige efter lang tid paa søen er i land igen! Ved Fischerman’s Wharf kan man naturligvis købe et hav af fisk og smage alt muligt lokal spise. Og så skal man passe på sit hoved, for måger flyver skrigende rundt i hundredevis, så risikoen for at få en klat i hovedet, skød vi til at være relativ stor i netop dette område af byen!

Apropos fugleperspektiv, så gik vi også en dag op på Twin Peaks. De fleste genkender nok navnet fra en gammel tv-serie med lignende navn, men Twin Peaks er måske det eneste sted man kan gå til og se hele byen. Et langt panorama ud over hele herligheden i den nette højde af 280 m.. Man kommer dog højere op end de høje huse i midtbyen, så det er et prægtigt syn. Det tager sin tid at vandre derop fra BART, men det er det værd.

Vi har bevæget os meget rundt i S.F, men egentlig holder vi til i Oakland i øjeblikket, hvor vi bor hos Joachims kusine, Theana. Hun huser os på bedste vis i nogle dage endnu, mens vi udforsker området på bedste vis! Vi har udover at være i S.F. cyklet rundt i Oakland og Berkeley. En aften cyklede vi til Berkeley, hvor vi var blevet inviteret til fest af en fyr, vi mødte i universitetsparken dagen før. Fyren hed Carl, og af alle mennesker, som vi tilfældig sagde noget til på gaden, talte han dansk. Han havde boet i Odense i et år for 10 år siden og talte stort set flydende dansk. Meget imponerende! Så vi cyklede til hans fest en aften og hjem igen om natten. Det var en god og lang nattetur på cykel gennem East Bay Area. Heldigvis er der jo gadelygter over det hele her i området. Faktisk er her aldrig rigtig mørkt, hvilket man godt kunne ønske til tider. Det er vel bare typisk for storbyen!

 

Et lille aftenbillede af San Francisco. Det er Bay Bridge man kan se i baggrunden.

Et lille aftenbillede af San Francisco. Det er Bay Bridge man kan se i baggrunden.

Jeg skyder på, at vi er her hos Theana en lille uges tid endnu, før vi rejser videre. Hvor vi lige skal hen er endnu ikke fastlagt, for der er jo så mange steder. Både Yosemite, Death Valley og Grand Canyon/Las Vegas er oplagte steder at tage hen. Vi kunne begge rigtig godt tænke os at tage til Yosemite, som ikke ligger forfærdelig langt østpå, men på denne tid afåaret, skulle der være ret koldt og de fleste vandreruter skulle være lukket.
Vi skal flyve fra Los Angeles den 24. marts til Kuala Lumpur i Malaysia og derfra til Kathmandu i Nepal. Så vi er tvunget til at bevæge os lidt, og på vejen derned kan man jo ligeså godt lige tage Death Valley og Grand Canyon. Det ligger jo lige på vejen 😉 Og så kan vi varme op til de store bakker i Nepal! Twin Peaks var jo blot en lille bule.. !

I hvert fald tyder alt på, at vi har eventyr liggende foran os!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *