las,vegas,lys,fest

Las Vegas

Las Vegas er en af de måske mest velkendte amerikanske byer på både godt og ondt, og det er der nok en grund til, for byen ligner ikke rigtig så mange andre byer. Den er bygget op omkring en kerne af casinoer, hvis hovedformål er at skabe underholdning for de mange tusinder af mennesker, der tager del i festen! Og om man bliver underholdt, det må man selv bedømme, men man kan nok ikke lade være med at blive lidt fornøjet af at opleve det sindssyge rush, der er i byen. Når man snakker om at gå i byen i Vegas, så er det som regel gaden The Strip, man tænker på, for det er her at galskaben udfolder sig. En knap 7 km strækning af casinoer, som skiller sig ud på hver sin famøse måde og med hvert sit bestemte tema med alt fra Egyptens Luxor til det enorme Caesar’s Palace. Det er i sagens natur én stor legeplads for dem, som gerne vil stille sine skillinger på højkant, for hvis der er noget sted i verden, hvor det måske er nemmest at brænde dem af, så skulle det da lige være i Vegas. Jeg talte ikke, men der skulle eftersigende være mere end 200.000 spillemaskiner, og hvis du mangler et sted at sove, så skal du ikke lede længe, for ca. 25 af verdens største hoteller, med et samlet antal værelser på mere end 120.000, ligger her.

las,vegas,lys,fest

The Strip

Vi kom med Greyhound fra Los Angeles til byen og man glemmer ikke første gang, man får øje på byen. Vi kom heldigvis om aftenen, hvilket er at foretrække ved netop ankomsten til denne by. Hvorfor? Grunden er den, at Vegas ligger i ørkenen. Turen til byen foregår i et tæt mørke langt af vejen, indtil man i horisonten pludselig får øje på en oplyst himmel. Og lige pludselig går man fra den rolige mørke ørkentur til et lyshav uden sammenligning. Vi fandt senere ud af, at Vegas lever om natten, for om dagen er den ret uinteressant – grå, støvet og svedende varm.

Mens vi var i Vegas, boede vi på et hostel ved Fremont Street, den officielt første gade (og byens egentlige bymidte) i Vegas tilbage i 1905, da byen blev grundlagt. Fremont Street er ligeledes en gade der måske er på højde med The Strip hvad angår berømmelse. Det er på denne gade, at diverse filmscener fra James Bond, og hvad der eller måtte være af fiktiv aktivitet i Vegas, som regel er blevet skudt. Det er også på denne gade, at mange ting er sket for første gang – f.eks. fik gaden Vegas første gadelygte, det første nybyggede casino, første elevator, første airconditionanlæg osv. osv. Og man skal endelig ikke tage fejl af gaden, for der er mindst ligeså meget fest som på The Strip, blot i mindre omfang.

New, York,lys,casino

New York New York

Vi havde to hele aftener i Vegas, hvilket vi også syntes var nok. Alle casinoerne blev set ude fra og indefra – vi for sågar vild i Caesar’s Palace og måtte vandre hvileløst rundt i timevis, før vi fandt udgangen. Det var på den ene måde ganske sjovt men også en anelse skræmmende.. Derudover fik vi den ære at få lov til at se den ekstreme udstilling, Bodies the Exhibition. Udstillingen er en fremvisning af den menneskelige krop i samtlige afskygninger, man kan forestille sig, lige fra fostrestadier til nerveceller i hjernen. Det lyder umiddelbart som en udstilling, som man som gymnasieklasse kunne have set, men Bodies er en anelse anderledes, da det er virkelige menneskekroppe og organer, man kigger på. Og man skal lige vende sig til tanken om, at udstillingfigurene som f.eks. forestiller en mand, der kaster en bold, og hvis krop er skåret over på langs, rent faktisk har været et ganske levende menneske, præcis som den person, der står og betragter. Vi fandt begge udstillingen yderst interessant og tankevækkende!

Som sagt var to aftener nok i Las Vegas, og da vi satte os ind i bussen var det med et lettelses suk over at komme videre. Turen fra Las Vegas gik mod Saint George – vi havde fået en lift af en flink fyr ved navn Ben. Vores plan var at få vandret lidt i Zion Canyon.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *