Ankomsten til Nepal

Vi landede midt i det, må man sige. Det Nepal, som det er kendt ude i verden – folket der har de utallige festivaller året rundt, hvilket vi fik et førstehåndsindtryk af, da vi trådte ud af lufthavnen.

Før vi overhovedet fik set os om, fik vi maling i hovedet og budt velkommen med et ‘happy holi’, som vi resten af dagen skulle høre på hvert 5. sekund. For vi var landet midt i en af deres største festivaller – ‘Holi’. Festivallen går også under navnet ‘The color festival’ fordi festivalen fejres ved at man giver farver til hinanden i form af at smøre farvepulver på sit og andres tøj og kroppe. Forestille jer en by stopfuld af mennesker, som går rundt i byen, glade og indbydende, og råber ‘Happy Holi’ alt imens de krammer alt og alle og smører farve i ansigtet på vedkommende. Der er farvekaos og får man øjenkontakt med en af de glade nepalesere, så er man sikret en ny farve i ansigtet!

Vi tog en taxi til vores motel, hvilket reddede vores tasker fra den visse farve-død. Det skulle dog ikke tage os lang tid at ruste os til at vandre ud i byen med en forhåbning om at blive budt velkommen af det glade folk. En forhåbning, som i den grad blev indfriet. Efter 2 minutter var vi pløret ind i farver havde krammet mindst 20 nepalesere og råbt os hæse af ‘Happy holi’. Og efter 2 timer kunne vi nærmest ikke kende os selv!

Alle festivaller i Nepal betyder noget og bliver fejret af en grund (næsten..!) og denne festival byder sommeren og høsten velkommen. Det er en festival med grundlag i hinduismen og bliver i dag fejret mange steder udover Nepal heriblandt Indian og Pakistan. Festivalen er dog national i Nepal fordi stort set næsten hele befolkningen (80%) er hinduer – men resten fester naturligvis også med! Dagen for festivalen er ligeledes en national fridag og børnene skal ikke i skole, så der er masser af tid til at feste i gaderne. Og festet bliver der i forhåbning om, at livet bliver mere farverigt fremover.

Det var en meget rig oplevelse at få denne velkomst som det første indtryk af Nepal. Vi vil på det varmeste anbefale denne festival, men husk at kigge op på hustagene – børnene synes, at det er vældig sjovt at kaste vandballoner ned på turister 😉